Sefardiske jøder

De første jøder bosatte sig på Den Iberiske Halvø omkring vor tidsregnings begyndelse. Allerede fra 600-tallet blev jøderne forfulgt og diskrimineret af de kristne magthavere, men med den islamiske invasion af halvøen i begyndelsen af 700-tallet forbedredes jødernes situation væsentligt.

Den islamiske erobring blev indledningen til den såkaldte Spanske Guldalder, som varede frem til midten af 1100-tallet, og som betød stor udvikling inden for videnskab, kunst og kultur. I 1100-tallet kom et nyt og mindre tolerant muslimsk styre til magten, og samtidig var en kristen tilbageerobring af dele af Spanien begyndt.

Den kristne tilbageerobring afsluttedes i 1492, hvor alle jøder blev udvist fra Den Iberiske Halvø. Inden da var mange af de jøder, der boede i tidligere tilbageerobrede områder, blevet udsat for Inkvisitionen eller fordrevet.

De fordrevne jøder bosatte sig over store dele af Europa, bl.a. i Tyskland og Holland, og det var et lille antal af disse sefardiske jøders efterkommere, der som de første fik lov til at bosætte sig i Danmark i 1600-tallet.

De sefardiske jøders sprog, ladino, også kaldet jødespansk, er en form for gammelspansk med låneord fra bl.a. hebraisk og tyrkisk. Sproget er i dag næsten uddødt.

Sefardernes religiøse praksis ligger tæt på den ashkenaziske, skønt selve gudstjenesten i synagogen adskiller sig ved, at der inddrages poesi fra nogle af den sefardiske kulturs store digtere til erstatning for en del af den poesi, der benyttes ved ashkenaziske gudstjenester, som er en videreudvikling af det gamle Israels tempelliturgi. NS