Præst

Græsk presbyteros, "ældre". En betegnelse for menighedsforstandere i oldkirken; nu den almindelige betegnelse for en person der har som sin faste opgave at udføre kultiske handlinger.

BUDDHISME OG SIKHRELIGION: I flere religioner, deriblandt buddhisme og sikhreligion, er der ikke plads til en præst i frelsesforståelserne, da frelsen anses for en individuel proces. Dvs. en præst som mellemmand eller formidler mellem enkelt-mennesket og det transcendente vil kun sløre vejen for den, der søger. Det betyder dog ikke, at der ikke findes vejledere inden for de to religioner, såsom lærere, munke eller guruer, som den enkelte på eget initiativ kan opsøge for at blive retledt på vejen.

HINDUISME: Præster inden for hinduisme er stort set alle af brahmana-varna (præstestand), dvs. de er født til deres gerning. Flere steder går en præstegerning ved et tempel i arv fra fader til søn, som igennem sin opdragelse forberedes og indvies til sit kommende hverv.

Inden for præstestanden findes et meget vidtforgrenet hierarki, der kan være forskelligt opbygget lokalt. Fælles er det dog, at titlen også henviser til, hvilken funktion præsten har. Overordnet kan man pege på tre grupper: Øverst står den præst, man titulerer som Swami ("Herre"). Han har gennemført en lang uddannelse og lever asketisk. Han kan være tilknyttet et tempel, men er ofte en person, der vandrer rundt og forelæser ved forskellige templer. Dernæst kommer så pandit/pundit, som han hedder i Nordindien, eller ayer, som han hedder i Sydindien. Han er tilknyttet et bestemt tempel, hvor han bor med sin familie. Han foretager de daglige ofringer og kan mindst så meget sanskrit, at han kan fremsige de vigtigste mantraer på sanskrit. En pujari henviser til én, der kan udføre pujaen, "tilbedelsen" i et tempel eller privat. Ifølge traditionen kan alle, der er født som brahminere, det.

Udtrykket purohit(a) bruges også stadig - oftest synonymt med en pandit, selvom det henviser til en fastansat huspræst ved hoffet fra vedisk tid dvs. ca. 1500-800 f.v.t., der via ofringer skulle sørge for sin herres beskyttelse og sejr i krige. MQF

ISLAM: Inden for islam kaldes den person, der leder bønnen, en imam. Dette kræver ikke nogen speciel uddannelse eller stilling.

Desuden kan begrebet imam betegne en uddannet retslærd, der fungerer som leder af en moske. Det vil i så fald ofte være ham, der holder talen og leder bønnen ved fredagsbønnen i moskeen. Desuden kan han vejlede muslimer i spørgsmål om livsførelse m.m. NS

JØDEDOM: Inden for jødedommen kaldes menighedens repræsentant en rabbiner. Det kræver normalt en særlig uddannelse at blive rabbiner. Rabbinerens vigtigste opgave er undervisning og vejledning af menigheden, både i religiøse og praktiske spørgsmål, bl.a. i forbindelse med korrekt livsførelse. Ved gudstjenesten i synagogen prædiker rabbineren og udlægger de religiøse skrifter NS

KRISTENDOM: I katolsk og protestantisk lære er der stor forskel på opfattelsen af præsteembedet. Efter katolsk tankegang er grundlaget for præstens autoritet og virke den indvielse, der sætter ham i stand til at varetage kulten (forestå messen), hvorimod enhver kristen efter protestantisk opfattelse i princippet har ret til at fungere som præst. BT