Kildekritik

Al historie, også religionshistorie, skrives på grundlag af kilder. Kildekritikken er historikerens kritiske bedømmelse og sortering af sine kilder i forhold til det spørgsmål, der skal undersøges. De vidner ikke om undersøgelsens emne på samme måde og heller ikke med samme troværdighed. Kilderne blev ikke til for historikerens skyld, men af mangfoldige andre grunde. For at kunne udnytte sine kilder må historikeren altid spørge efter disse grunde: Hvorfor var det interessant at sige netop sådan på netop denne tid og dette sted?

Allerførst er det vigtigt at skelne mellem to slags brug af kilder: Som levninger og som beretninger. Levningerne er de spor, begivenheder og tilstande har efterladt, og alle slags kilder, arkæologiske fund, bygninger, breve, regninger, religiøse tekster m.v., kan betragtes som levninger. De vidner ved deres blotte forekomst om tilstande og begivenheder i fortiden. Men nogle kilder kan bruges som beretninger; det er dem, der påstår at vide noget om selve det emne, historikeren er i færd med at undersøge. Levninger kan fejltolkes, men de kan ikke lyve, for de påstår ikke selv noget om det, der undersøges. Beretninger kan derimod være både unøjagtige og tendentiøse eller ligefrem pure opspind. Når en kilde bruges som beretning, må historikeren sætte sig nøje ind i dens tendens, dvs. alle de synspunkter, hensyn og interesser, der har formet skildringen. Derved bliver det muligt at vurdere kildens oplysninger bedre. Er der flere forskellige beretninger om samme forhold, bliver det muligt at forklare deres indbyrdes afvigelser ud fra deres forskellige tendens og måske rekonstruere den kerne af fakta, de kredser om. Hvis en beretning viser sig at bygge udelukkende på en tidligere beretning, som historikeren også har til rådighed, sorteres den fra som sekundær kilde; den føjer jo intet til, og den underbygger ikke oplysningerne i den primære kilde.

I religionshistorien studeres de religiøse tekster og billeder altovervejende som levninger; vi spørger normalt ikke, om en myte, en ritualtekst eller et gravmaleri taler sandt, og det kommer derfor ikke på tale at betragte dem som beretninger. Men der er dog mange religiøse tekster, som samtidig beretter om den pågældende religions historie, fx evangeliernes beretninger om Jesu liv og forkyndelse eller hadith-litteraturens fortællinger om Muhammad. Nogle religioner kender vi overvejende gennem beretninger; det gælder fx visse af oldtidens religioner, og fra mange skriftløse folk foreligger der etnografiske beretninger, men ikke eller kun i ringe omfang religiøse tekster. JPS