Hellenistisk jødedom

Mødet mellem jødisk og hellenistisk kultur tog fart efter Alexander den Stores erobring af Det Hellige Land i 322 f.v.t. Det var netop i denne periode, under stærk påvirkning udefra, at et af jødedommens mest centrale skrifter, talmud, blev til i Jerusalem og Babylon. Kulturmødet lagde samtidig den tidligste grund for den jødiske mystik, kabbala.

Efter erobringerne inviterede Alexander den Store jøder til at slå sig ned i de store byer i hans rige, navnlig Alexandria, som var et kulturelt center i Middelhavsregionen. I løbet af ca. 50 år havde det græske sprog overtaget pladsen fra aramæisk som de fleste af disse jøders modersmål. Omkring 270 f.v.t. blev den jødiske bibel, Tanakh, oversat til græsk. Denne udgave (Septuaginta) var, som al anden oversættelse en tilnærmelse til den kultur, hvis sprog den blev oversat til, og da mange jøder i bl.a. Alexandria på det tidspunkt kun talte og læste græsk, ikke hebraisk, var det den græske udgave, de stiftede bekendtskab med. Generelt holdt jøder bosat i Ægypten, i modsætning til de jødiske samfund i Spanien og Babylonien, ikke megen kontakt til det religiøse liv i Eretz Israel, Det Hellige Land.

Flere jødiske forfattere og filosoffer arbejdede desuden på at tilnærme jødedommen til den udbredte religionsblanding, synkretismen, og til mysteriekultene og den græske religion og gudeopfattelse. En af disse var filosoffen Philo, der er den kendteste jødiske filosof fra denne tid. Men netop på grund af hans tilnærmelse til hellenistisk religion er Philo ikke kendt som en specifikt jødisk filosof, og han nævnes overhovedet ikke i talmud, som var under udformning på hans tid og i de efterfølgende århundreder.

Også i Eretz Israel var der tilløb til hellenisering af jøderne, men slet ikke i samme omfang som i fx Alexandria, bl.a. fordi det jødiske samfund her havde etablerede skoler for religiøse studier (yeshiva), som sørgede for, at jødisk lærdom og traditioner blev videreført og videreudviklet på hebraisk og aramæisk og uden indblanding udefra. NS