Hellenisme

Den historiske periode fra Alexander den Stores død i 323 f.v.t. til indlemmelsen af det sidste hellenistiske rige, Ægypten, i Det romerske Rige i år 30 f.v.t. Det var en periode, hvor græsk sprog og kultur spredtes over hele Mellemøsten, og en betydelig kulturudveksling fandt sted. For mange var det også en tid, hvor de traditionelle lokalkulte mistede deres selvfølgelighed, og de overordnede religiøse mål flyttede sig til en hinsides verden eller til menneskets sind. Denne udvikling fortsatte og kulminerede i Det romerske Kejserriges tid med mysteriereligioner og gnosticisme. Man taler derfor om hellenistiske religioner længe efter år 30 f.v.t., faktisk helt frem til ca. 400 e.v.t.

Efter Alexander den Stores død deltes hans verdensrige efter en del magtkampe i Ptolemæerriget (Ægypten), Seleukideriget (Vestlige Lilleasien, Syrien, Mesopotamien, Persien) og Makedonerriget (Makedonien og en del af Grækenland). Disse rigsdannelser og efterhånden også Romerrigets indflydelse betød en stærkt forøget mobilitet og en stadig livligere udveksling mellem lande, kulturer og religioner. Egentlige storbyer blev til, og ligesom i nutiden tiltrak de folk fra alle egne af verden. Alexandria, som Alexander den Store havde grundlagt få år før sin død, voksede hurtigt til verdens største by med ca. 1 mio. indbyggere. Først i den romerske kejsertid blev den overgået af Rom.

Under disse omstændigheder kom babylonsk, græsk, jødisk, persisk, syrisk og ægyptisk religiøs tradition under gensidig påvirkning, og i den religiøse tænkning søgte man enhed og universel sandhed bag de mange, vidt forskellige religiøse udtryk. Det kunne føre til synkretisme, "sammenvoksning" af stof fra forskellige religioner.

Den store mobilitet og periodens mange drastiske ændringer af økonomi og sociale forhold medførte også en vis rodløshed, især i storbyerne og hos de mange, der af den ene eller den anden grund havde forladt deres trygge hjemby. For dem var religion ikke længere en selvfølge, men noget der skulle filosoferes over; gudernes bolig var ikke længere i det lokale tempel, men i en anden verden, skjult for mennesker, kun tilgængelig i en åbenbaring. Tidens dualisme, hvor denne verden blev en jammerdal og den anden verden ren og guddommelig, hang også sammen med oplevelsen af at blive omtumlet og umyndiggjort som borger i en verden, der var blevet for stor til for alvor at føles vedkommende.

Det verdensbillede, som i løbet af hellenismen blev almindeligt omkring Middelhavet og i Mellemøsten, er som skabt til at udtrykke menneskets umyndiggørelse og fangenskab i verden. I centrum er mennesket og jorden; udenom kredser planeter og stjerner, som i et astrologisk perspektiv bestemmer menneskets skæbne - undertiden via en hær af dæmoner, der næsten som parasitter borer sig ind i menneskets væv og organer for at styre det, som stjernerne vil. JPS