Bjergprædikenen

Den første af de fem store taler, Jesus holder ifølge Matthæusevangeliets fremstilling (kapitel.5-7). Står som et modstykke til beretningen om Moses' modtagelse af lovens tavler på Sinaj bjerg.

Lukasevangeliet har en kort parallel til bjergprædikenen i den såkaldte sletteprædiken (Lukas 6,20-29). Begge steder er talen dog stykket sammen af Jesusord fra forskellige situationer.

Bjergprædikenen er ofte blevet tolket løsrevet fra beretningen om Jesu person og skæbne og således set som en almen etisk belæring, som mennesker skal stræbe efter at efterleve. Men i evangelietekstens sammenhæng bør talen givetvis ses som en forkyndelse af, hvad mennesket magter, ikke ved egen kraft, men i kraft af Jesu gerning som den, der bringer Gudsriget til mennesker.

Et hovedafsnit (kapitel 5,21-48) indeholder de 6 såkaldte antiteser, hvor Jesus sætter sin udlægning af Moseloven op imod de skriftkloges. De emner, der tages op, er: Drab, ægteskabsbrud, skilsmisse, sværgen, gengældelsesloven og fjendekærlighed. Generelt radikaliserer Jesus lovens fordring, som gøres gældende uden forbehold, og vægten lægges ikke kun på handlingerne, men også på sindelaget bag dem. I kapitel 6,1-18 kritiserer Jesus udvendigheden i jødernes praktiske gudsdyrkelse som den kommer til udtryk i almissegivning, bøn og faste. BT