Gads religionsleksikon (1999) stilles her til radighed for alle, komplet og gratis
Aum
Hinduismens og buddhismens helligste mantra og lyd, der repræsenterer altet og intet. Det er den eneste evige stavelse, der er uden begrænsning, i hvilken alt andet eksisterer. Denne hellige stavelse fremtræder først i upanishaderne, hvor den optræder som basis for alle andre mantraer.
Fortiden, nutiden og fremtiden er alle inkluderet i denne ene lyd, og ligeså er alt det, der ligger uden for tidsaspektet. Således repræsenterer den både skabelsen og nedbrydningen.
Aum-mantraet bruges indledningsvis og afslutningsvis i enhver meditation eller religiøs belæring, da det sikrer, at man vil huske den viden, man kommer i besiddelse af. Desuden vil en meditation på aum alene tilfredsstille ethvert behov for fordybelse.
I selve kulten vil fremsigelsen af aum sikre, at der ikke bliver gjort fejl under offerhandlingen, og det vil beskytte tilbederen. Derfor vil man altid kunne finde aumtegnet i et tempel eller en ashram, og mange går med det som halssmykke til beskyttelse.
MQF