Vivekananda

1863-1902. Hinduistisk reformist og grundlægger af Ramakrishnamissionen i 1897. Han har stor betydning for udviklingen af den moderne hindus selvforståelse og for at viderebringe de for ham grundlæggende hinduistiske tanker til den vestlige verden.

Vivekananda, hvis oprindelige navn var Narendranath Datta, var født i Calcutta i en velstående hindufamilie. Han fik en vestlig præget uddannelse på et kristent college og fik derigennem indblik i den vestlige tankegang, idet han med stor entusiasme kastede sig over læsningen af europæisk filosofi. Han blev uddannet jurist og knyttede sig til Bengalens reformbevidste intellektuelle elite, hvis mål var Indiens genrejsning og selvstændighed. Han var en overgang medlem af reformbevægelsen Brahma Samaj.

I 1881 mødte han Ramakrishna, hvilket blev et vendepunkt i hans liv. Han blev hurtigt en af Ramakrishnas disciple og opnåede med ham som lærer det øverste trin i yogaen, samadhi, hvor han oplevede en forening mellem sig selv og gudinden Kali. Da Ramakrishna døde i 1886, valgte Vivekananda at blive omvandrende asket, sannyasin, og at udbrede sin lære om, at det guddommelige eller det absolutte er at finde i alle væsener uafhængigt af køn og social status. Hvis alle kunne nå til denne erkendelse, ville det skabe kærlighed og social harmoni alle mennesker imellem. Denne filosofi, kaldet praktisk vedanta, blev også grundlaget for Ramakrishnamissionen. Han ønskede igennnem den at udvise i praksis, hvad vedantafilosofien plæderer for. Via socialt arbejde, hvorved alle fik deres basale behov dækket, ville man kunne frisætte et overskud blandt de, der blev hjulpet, således at også de ville kunne erkende alles enhed: At ethvert selv (atman) er identisk med verdensaltet (brahman).

Vivekananda blev kendt i Vesten, da han som den første inder deltog i Religionernes Verdensparlament i Chicago i 1893. Her holdt han en improviseret tale, der vakte stor opsigt, og som førte til en fireårig foredragsturné først i USA og siden i England. Han talte om alle religioners enhed og derfor den tolerance, der burde herske religionerne imellem. Desuden understregede han, at Indien ikke havde brug for kristendommen eller kirker, men for materialistisk støtte til at bygge landet op og til at dæmme op for sulten. Til gengæld ville Indien give Vesten spirituel indsigt. MQF