Nye Testamente, Det

Den kristne kirkes navn for det udvalg af 27 skrifter fra den tidligste kristne litteratur, som i løbet af det 2.-3. årh. e.v.t. opnåede status som helligskrift i kirken, og som sammen med den jødiske skriftsamling på 39 skrifter kaldet Det Gamle Testamente udgør Bibelen.

Det Nye Testamente indeholder foruden fire evangelieskrifter en beretning om kristendommens udbredelse efter Jesu død, Apostlenes Gerninger, en række breve (de fleste angiveligt af Paulus) og endelig et apokalyptisk skrift, Johannes' Åbenbaring. De breve, som ikke tilskrives Paulus, er Hebræerbrevet (der kan betegnes som en traktat, der udfolder menighedens bekendelse til Kristus som den, der overgår både engle og den jødiske ypperstepræst, den, der har bragt det endegyldige offer og således opretter den nye pagt) og Jakobs Brev, 1. og 2. Petersbrev, 1., 2. og 3. Johannesbrev og Judasbrevet. Disse sidste syv kaldes også de katolske breve, fordi de ikke henvender sig til en bestemt menighed, men til kirken som helhed.

Det Nye Testamentes skrifter er alle oprindelig affattet på græsk. Originalhåndskrifterne er forlængst gået tabt, og vi kender dem derfor i dag kun i afskrifters afskrift. Da alle skrifterne desuden er skrevet af personer, som bekendte sig til troen på Jesus som Guds søn, må det hævdes, at Det Nye Testamente i første række er et betydningsfuldt kildemateriale til oplysning om de første kristnes tro og deres fællesliv i menighederne, og (også de fire evangelier er) kun indirekte kilder til beskrivelse af den historiske Jesus. BT