Gads religionsleksikon (1999) stilles her til radighed for alle, komplet og gratis
ætiologi
Græsk aitios, "årsag til", "skyld i". I myter og andre fortællinger angives ofte en helt specifik årsag til nutidige forhold.
Fx fortæller en andamansk myte, at isfuglen i urtiden stjal ilden fra tordengudinden Biliku, mens hun sov. Men Biliku vågnede og kastede et stykke glødende brænde efter isfuglen og ramte den i nakken. Derfor har isfuglen den dag i dag en rød plet i nakken. Myter, der jo netop handler om altings grundlæggelse i urtiden, er fulde af sådanne ætiologier, men de forekommer også i sagn og legender: En bestemt klippe kan være en forvandlet kæmpe eller trold, en øgruppe resultat af kæmpers stenkast i voldsom kamp.
JPS